— 341 —
„Det er ikke for Dronningen at høre efter det, en Fattigunge
finder paa,“ sagde Kjærringen og strøg ud igjen. Dronningen
blev vred og vilde paanyt jage ned den vesle Gjenten, men
hun forsikkrede at det var sandt hvert Ord, hun havde sagt.
„Dronningen skulde bare skjænke min Moder, saa hun blev lystig,
saa vidste hun nok Raad,“ sagde Gjentungen. Det vilde Dronningen
prøve, Fattigkjærringen blev hentet op endnu en Gang og
trakteret baade med Viin og Mjød, saa meget hun vilde have,
og da varede det ikke længe for hun fik Tungen paa Gled. Saa
kom Dronningen igjen frem med Spørgsmaalet sit.
„Eet Raad turde jeg vel vide,“ sagde Fattigkjærringen. „Dronningen skal lade bære ind to Kar med Vand en Kveld, hun vil lægge sig. I dem skal hun vaske sig og siden slaae dem ind under Sengen. Naar hun seer under den om Morgenen, saa er der voxet op to Blomster, en vakker og en styg. Den vakkre skal hun spise, den stygge skal hun lade staae. Men glem ikke det Sidste!“ sagde Fattigkjærringen.
Ja, Dronningen gjorde, som Kjærringen havde raadet hende, hun lod Vandet bære op i to Kar, vaskede sig i Vandet og slog det under Sengen, og da hun saa efter om Morgenen, stod der to Blomster, den ene var styg og fæl og havde sorte Blade, men den anden var saa lyslet og deilig, at hun aldrig havde seet Mage til den, og den spiste hun strax. Men den vakkre Blommen smagte saa godt, at hun ikke kunde bare sig, hun spiste den anden ogsaa; det kan vel ikke gjøre noget fra eller til, tænkte hun. —
Om en Tid kom Dronningen i Barselseng. „Først fødte hun et Pigebarn, som havde en Slev i Haanden og red paa en
