— 339 —
du: det er vel Uldsauder!“ sagde Peer. „Det var brav, du fortalte mig det,“ sagde Store-Peer; han strøg hjem til Kjærringen sin, tog hende med sig til Elven, krøb i en Sæk og bad hende skynde sig at knytte for den og kaste ham udover Broen. „Jeg vil efter en Sauddrift; men skulde jeg blive for længe, saa du kan mærke, jeg ikke raader med Saudflokken, faaer du springe efter og hjælpe mig,“ sagde Store-Peer. „Ja, bliv bare ikke for længe, for jeg stunder saa paa Sauderne,“ sagde Konen. Hun stod og ventede en Stund, men saa tænkte hun ved sig selv, at Manden nok ikke kunde raade med at faae Saudflokken jaget sammen, og saa hoppede hun efter. Saa var Vesle-Peer kvit dem Alle, han arvede Gaard og Grund, og Heste og Redskab, og selv havde han Penge at kjøbe sig Klavefæ for.
55.
Lurvehætte.
Der var en Gang en Konge og en Dronning, som ingen Børn fik, og det var Dronningen saa bedrøvet over, at hun næsten ikke havde en glad Time. Bestandig klagede hun, fordi det var saa ødsligt og stille i Kongsgaarden; „havde vi bare Børn, saa blev her nok Liv,“ sagde hun. Hvor hun reiste i hele sit Rige, saa fandtes der Guds Velsignelse af Børn, selv i den usleste Hytte; og hvor hun kom, saa hørte hun Kjærringen i Huset skjændte paa Ungerne og sagde, at nu havde de gjort det og det Gale
22*
