— 338 —
raabte Vesle-Peer, som laa i Sækken, og det blev han ved at gnage og gnaale paa. „Kan ikke jeg faae Lov at være med?“ sagde han, som kom med Driften. „Jo, vil du løse op Sækkebaandet og krybe nedi i mit Sted, skal du faae komme der,“ sagde Vesle-Peer, „jeg kan gjerne bie til en anden Gang jeg. Men du maa endelig raabe paa det samme som jeg, ellers kommer du ikke til rette Stedet.“— Manden løste op Sækkebaandet og satte sig i Rummet til Vesle-Peer; Peer knyttede Sækkebaandet igjen, og Manden begyndte at raabe:
„Til Himmerig, til Paradis!
Til Himmerig! til Paradis!“
og den Lexen blev han ved med. Da Peer vel havde faaet ham i Sækken, var han ikke seen: han skyndte sig afsted med Driften, og gjorde en dygtig Sving paa Veien. Imedens kom StorePeer igjen, tog Sækken paa Nakken og bar den bortover til Elven, og alt som han gik, sad Driftebonden inde i den og raabte:
„Til Himmerig! til Paradis!“
„Ja ja, prøv selv, om du finder Veien!“ sagde Store-Peer og kastede ham udi.
Da Store-Peer havde gjort det og gik hjemover igjen, mødte han Broderen, som kom drivende med Saudflokken foran sig. Store-Peer blev reent forundret og spurgte, hvordan Vesle-Peer var sluppen op af Elven, og hvor han havde faaet den gjilde Sauddriften fra. „Det var rigtig et Bro’ersstykke af dig, at du kastede mig udi,“ svarede Vesle-Peer. „Jeg sank lige til Bunds som en Steen, og der fik jeg vel see Saudflokker, kan du troe; dernede gaae de i Tusindviis, den ene Drift større end den anden. Og her seer
