— 337 —
til hende under Øret, saa Hovedet trillede bortover Torvet. I det samme kom Vesle-Peer springende; han græd og bar sig og truede Skipperen med at gjøre ham reent ulykkelig fordi han havde slaaet hans gamle Moder ihjel. „Kjære Vene, ti bare stille, med hvad du veed, skal du faae 800 Daler,“ sagde Skipperen, og det blev de da forligte om. —
Da Vesle-Peer kom hjem igjen, sagde han til Store-Peer: „Idag gjælder vel gamle Kjærringer paa Torvet. Jeg fik 800 for Mo’er vor,“ og saa viste han frem Pengene. „Det var brav jeg fik vide det,“ sagde Store-Peer; han havde en gammel Værmoder, hende tog han og slog ihjel og strøg afsted med for at sælge hende. Men da de hørte, at han gik og falholdt døde Folk, vilde de sætte ham til Lensmanden, og det var med Nød og Neppe han slap fra det. Da Store-Peer kom hjem igjen, var han saa sindt og gal paa Vesle-Peer, at han truede med dræbe ham paa flyvende Timen, der var ingen Naade at vente. „Ja ja, vi skal alle den Vei; og idag og imorgen er der bare Natten imellem. Men skal jeg af Gaarde nu, saa har jeg een Ting at bede dig om: put mig i den Sækken, som hænger der, og bær mig paa Elven!“ sagde Vesle-Peer, og det havde Store-Peer Intet imod; han stoppede ham i Sækken og gik afsted. Men aldrig for var han et lidet Stykke paa Veien, saa kom han i Hu, at han havde glemt Noget, det maatte han tilbage efter, og imedens satte han Sækken paa Veikanten. Saa kom der en Mand drivende med en stor, gjild Drift Sauder.
„Til Himmerig! til Paradis!
Til Himmerig! til Paradis!“
Norske Folkeeventyr. 22
