— 333 —
sagde, at de havde ikke Brug for røget Kalveskind. Da han havde gaaet et langt Stykke kom han til en Gaard igjen. Der gik han ind og bad om Huus til Natten.
„Nei jeg kan nok ikke laane dig Huus,„, sagde Kjærringen; for Manden min er paa Stølen, og jeg er alene hjemme. Du faaer prøve at faae Huus i Grandegaarden; men faaer du ikke det, saa kan du komme igjen, for du kan ikke være huusvild heller,“ sagde hun. Da Peer gik forbi Kovevinduet, saa han, at der var en Præst inde i Koven, som Kjærringen holdt sig med, og saa satte hun frem Øl og Brændeviin og en stor Gryde med Rømmegrød. Da Præsten havde sat sig til at æde og drikke, kom Manden i Huset hjem igjen; men da Kjærringen fik høre ham i Svalen, var hun ikke seen, tog Rømmegrødgryden og satte under Aarehellen, Øllet og Brændevinet i Kjælderen, og Præsten læste hun ned i en stor Kiste, som stod der. Alt dette stod Vesle-Peer udenfor og saa paa; men da Manden vel var kommen ind, saa gik Vesle-Peer efter og bad om han kunde faae laant Huus. „Ja,“ sagde Manden, „du skal faae laant Huus, og saa bad han Peer at sætte sig bort til Bordet og æde. Ja, Vesle-Peer satte sig bort til Bordet og tog med sig Kalveskindet og det lagde han ved Fødderne sine.
Da de havde siddet en Stund, begyndte Vesle-Peer at traakke paa Skindet.
„Hvad siger du nu igjen? kan du ikke tie stille?“ sagde Vesle-Peer. „Hvem er det du snakker med?“ spurgte Manden. „Aa, det er en Spaamø, jeg har i Kalveskindet,“ sagde Peer. „Hvad spaaer hun da?“ sagde Manden igjen. „Hun siger, det ikke er
