Der var engang en Mand, som havde en Slaateng, der laa langt oppe i Lien et Steds, og paa den Engen stod et Hølade, han havde at bjerge Foderet i. Men der havde nok ikke været Stort i Ladet i de sidste Aar, skal jeg troe; for hver St. Hansnat, naar Græsset stod gjildest og frodigst, blev Slaatengen reent svartbeitet, som om en heel Drift skulde gaaet der og gnavet om Natten. Det hendte een Gang og det hendte to Gange, men saa blev Manden kjed af det og sagde til Sønnerne sine — han havde tre, og den tredie det var Askepot, kan du vide — at nu fik en af dem ligge borte i Udengladet om St. Hansnatten, for det gik ikke an, at Græsset skulde blive opædt Rub og Stub igjen, ligesom de to forrige Aarene; og den, som vilde i Veien, maatte passe vel paa, sagde Manden. Ja, saa vilde da den Ældste bort at gjæte Engen; han skulde nok passe Græsset, meente han, og det saa hverken Folk eller Fæ eller Fanden selv skulde faae Noget af det. Da det led mod Kvelden, gik han bort i Ladet og lagde sig til at sove, men lidt ud paa Natten kom der slig en Duur og sligt et Jordskjælv, at Vægge og Tag rystede; og Gutten op og til Beens det forteste, han havde lært, han turde ikke engang see sig om, og Høet blev opædt den Nat ligesom de forrige Aarene.
Næste St. Hansaften sagde Manden igjen, at det ikke kunde gaae an, de Aar efter Aar mistede alt Græsset paa Udengen, nu
