— 316 —
Langt om længe kom der ogsaa en Skipper, som vilde see
Kværnen; han spurgte, om den kunde male Salt. „Jo, den
kan male Salt da!“ sagde han, som eiede den, og da Skipperen
hørte det, vilde han med Nød og Magt have Kværnen, den
maatte koste hvad den vilde; for havde han den, tænkte han, saa
slap han at seile langt bort over farlige Vande efter Saltladningen.
I Førstningen vilde Manden ikke være af med den, men
Skipperen baade tiggede og bad, og tilsidst solgte han den og
fik mange, mange tusend Daler for den. Da Skipperen havde
faaet Kværnen paa Ryggen, standsede han ikke længe der, for
han var ræd, Manden skulde betænke sig; at spørge hvorledes
han skulde stille den, havde han nu slet ikke Tid til, han satte
ned paa Skibet det forteste han kunde, og da han kom et Stykke
ud paa Søen, fik han Kværnen op. „Mal Salt, og det baade
fort og vel!“ sagde Skipperrn. Ja, Kværnen til at male Salt,
og det saa det sprutede; da Skipperen havde faaet Skibet fuldt,
vilde han standse Kværnen, men hvordan han bar sig ad, og
hvorledes han stelte paa den, saa malte Kværnen lige fort, og Salthaugen
voxte høiere og høiere, og tilsidst saa sank Skibet. Der
staaer Kværnen paa Havsens Bund og maler den Dag i Dag
er, og derfor er det, at Søen er salt.
