Side:Folkeeventyr (1852).djvu/386

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


  Langt om længe kom der ogsaa en Skipper, som vilde see Kværnen; han spurgte, om den kunde male Salt. „Jo, den kan male Salt da!” sagde han, som eiede den, og da Skipperen hørte det, vilde han med Nød og Magt have Kværnen, den maatte koste hvad den vilde; for havde han den, tænkte han, saa slap han at seile langt bort over farlige Vande efter Saltladningen. I Førstningen vilde Manden ikke være af med den, men Skipperen baade tiggede og bad, og tilsidst solgte han den og fik mange, mange tusend Daler for den. Da Skipperen havde faaet Kværnen paa Ryggen, standsede han ikke længe der, for han var ræd, Manden skulde betænke sig; at spørge hvorledes han skulde stille den, havde han nu slet ikke Tid til, han satte ned paa Skibet det forteste han kunde, og da han kom et Stykke ud paa Søen, fik han Kværnen op. „Mal Salt, og det baade fort og vel!” sagde Skipperrn. Ja, Kværnen til at male Salt, og det saa det sprutede; da Skipperen havde faaet Skibet fuldt, vilde han standse Kværnen, men hvordan han bar sig ad, og hvorledes han stelte paa den, saa malte Kværnen lige fort, og Salthaugen voxte høiere og høiere, og tilsidst saa sank Skibet. Der staaer Kværnen paa Havsens Bund og maler den Dag i Dag er, og derfor er det, at Søen er salt.