gaarden og skaffe ham slig en Brønd, at den holdt Vand hele Aaret rundt, skulde faae Prindsessen og halve Riget. Der var nu nok af dem som vilde prøve sig, kan du vel vide, men alt de knartede og hug og alt de rodede og grov, saa hjalp det ikke; Egen blev tykkere og tykkere for hvert Hug, og Fjeldet blev nu ikke blødere det heller. Om en Stund saa vilde de tre Brødrene i Veien og prøve sig ogsaa, og det var Faderen vel fornøiet med, for vandt de ikke Kongsdatteren og halve Riget, saa kunde det dog hænde, at de fik Tjeneste etsteds hos en brav Mand, tænkte Faderen, og mere ønskede han ikke; og da Brødrene derfor slog paa det, at de vilde til Kongsgaarden, sagde Faderen strax Ja, og saa lagde Peer og Paal og Esben Askelad af Gaarde.
Da de nu havde gaaet et Stykke, kom de til en Granli, og lige op for den var en brat Hei; saa hørte de Noget, som hug og hug oppe i Heien. „Jeg undres hvad det er, som hugger oppe i Heien, jeg?” sagde Esben Askelad. „Du er nu saa klog med dine Forundringer bestandig, du!” sagde han Peer og han Paal; „det er da Noget at forundre sig over ogsaa at der staaer en Vedhugger og knarter oppe i Heien.” Jeg har nok Moro af at see, hvad det er ligevel jeg, sagde Esben Askelad og dermed gik han. „Aa ja, er du sligt et Barn, har du godt af at lære at gaae med!” raabte Brødrene hans efter ham, men han brød sig ikke om det, Esben; han lagde afsted opover Bakkerne did, han hørte det hug, og da han kom der, saa han, det var en Øx, der stod og hug og hug paa en Furulæg. „God Dag!” sagde Esben Askelad. „Staaer du her og hugger?” „Ja, nu har jeg staaet her og hugget i mange lange Tider, og ventet paa
