Side:Folkeeventyr (1852).djvu/373

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


lands Gaard og bad om Arbeide, og det fik han strax. En Dag kom Kongen ud i Gaarden, og da han havde gaaet der ude en Stund, vilde han drikke af Vandposten sin, for det var hedt om Dagen og Kongen var bleven meget tørst; men da de øste op Vandet til ham, var det baade grumset og seigt og stygt. Derover blev Kongen ganske ærgerlig. „Jeg troer ikke der er en Mand i hele Riget mit, som har saa daarligt Vand i sin Gaard, og endda maa jeg lede det lang Vei over Bjerg og Dale!” sagde Kongen. „Ja, men naar du vilde lade mig faae Folk til at bryde op den store Stenen, som ligger her midt i Gaarden din, skulde du nok faae baade meget og godt Vand,” sagde Tro. Ja, Kongen var vel fornøiet med det, og aldrig før havde de faaet op Stenen og gravet en Stund, saa sprang Vandstraalen ende i Veiret saa klar og tyk som den skulde komme af en Tøndeture; og klarere Vand fandtes ikke i hele England. — En Tid efter var Kongen en Dag ude i Gaarden igjen; saa kom der en stor Høg flyvende efter Hønsene hans, og Alle til at klappe i Hænderne og skrige: „der flyver den! der flyver den!” Kongen greb Bøssen sin og skulde skyde den; men han kunde ikke see saa meget. Saa blev han reent bedrøvet. „Gud give, Nogen kunde sige mig Raad for Øinene mine! jeg mener snart jeg bliver reent blind,” sagde Kongen. „Det skal nok jeg sige dig,” sagde Tro, og saa fortalte han hvorledes han havde baaret sig ad, og Kongen reiste da til Linden, samme Aften, det kan du nok vide, og brav blev han, bare han havde smurt sig med Duggen, som sad paa Bladene om Morgenen. Siden den Tid var der Ingen, Kongen