Side:Folkeeventyr (1852).djvu/372

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


genen, medens der var Dug paa Bladene, og han tog af Duggen og smurte paa Øinene sine, saa fik han sit Syn igjen, saa godt som han nogen Gang har havt det.” — „Ja,” sagde Graabenen, „Kongen af England har en døvstum Datter ogsaa; men vidste han det jeg veed, saa fandt han snart paa Raad for hende. I Fjor da hun gik til Alters, saa spyttede hun ud igjen Brødet, og det kom en stor Padde og slugte; men naar de bare grov under Gulvet, saa fandt de Padden, den sidder beent under Knæfaldet, og Brødet sidder endnu i Halsen paa den. Naar de saa skar Padden op, tog det og gav Prindsessen, saa blev hun som andre Folk igjen baade til at høre og tale.” — „Ja, ja,” sagde Ræven, „naar Kongen af England vidste det jeg veed, saa havde han ikke ondt for Vand i Kongsgaarden sin; under den store Stenen midt i Gaarden hans er det klareste Kildevand, Nogen vilde ønske sig — bare han vidste at grave der!” — „Ja,” sagde Haren, „Kongen af England har den peneste Frugthave i hele Landet, men den bærer ikke saa Meget som en Æblekart en Gang, for der ligger en svær Guldkjæde tredobbelt rundt om Haven. Fik han gravet den op, saa blev det den gjæveste Have i hele hans Rige.” „Men nu er det langt paa Natten, og vi faaer nok gaae hjem igjen nu,” sagde Ræven, og saa gik de sin Vei Allesammen.

Da de var gaaet, søvnede Tro der han sad oppe i Linden, men da Fuglene begyndte at synge om Morgenen, vaagnede han igjen, og saa tog han Dug af Bladene paa Træet og smurte Øinene sine med: da saa han lige saa godt som før Utro havde stukket dem ud paa ham. Nu gik han lige til Kongen af Eng-