Side:Folkeeventyr (1852).djvu/360

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Morgenen efter kom Lensmanden reisende der forbi. Han blev rent forundret over den Guldstuen, som blinkede og glittrede borte i Skovhagen, det kan En nok vide, og endnu mere forundret blev han, da han kom ind og fik see den deilige Jomfruen, som sad der; hende blev han saa forlibt i, at han friede til hende strax paa Timen og bad hende baade vakkert og veent, at hun vilde blive Madamen hans. „Ja, har du brav mange Penge saa,” sagde Mestremø. Aa ja, han havde ikke saa faa endda, meente Lensmanden. Pengene skulde han nu hjem efter, og om Kvelden kom han igjen, da havde han en heel Halvtøndesæk med sig, som han satte borte i Bænken. Ja, siden han havde saa brav mange Penge, vilde Mestermø have ham, og saa lagde de sig sammen; men aldrig før havde de lagt sig, saa vilde Mestermø op igjen; „jeg har glemt at kare Varmen,” sagde hun. „Jøs, skulde du staae op efter det!” sagde Lensmanden, „det skal jeg gjøre, det” — og saa sprat han op paa Gulvet og bort til Skorstenen i et Hop. „Ja sig mig til, naar du holder i Karepinden,” sagde Mestermø „Nu holder jeg i Karepinden,” sagde Lensmanden. „Saa Gud give, du maa holde i Karepinden og Karepinden i dig, og du maa øse Ild og Mørje over dig til det dages!” sagde Mestermø, og saa blev Lensmanden staaende der hele Natten og øste Ild og Mørje over sig, og alt han græd og bad og tiggede, saa blev ikke Ildmørjen koldere for det; men da det dagedes og han fik Magt til at kaste Karepinden, blev han nu ikke der længe, det kan du nok vide, han satte afsted som Fogden eller Fanden skulde være i Hælene paa ham; og Alle, som mødte ham, kopte og glante