Side:Folkeeventyr (1852).djvu/352

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


farligt Arbeide, skal jeg troe,” sagde Kongssønnen. „Jeg skal bare op i Heien efter Hesten hans.” „Ja, hvorledes vil du bære dig ad med det da?” spurgte Mestermø. „Aa det er vel ikke store Kunsten at ride en Hest hjem,” sagde Kongssønnen; „jeg tænker vel jeg har redet paa saa frisk Hest før.” „Ja, det er nok ikke saa let en Sag endda at ride den Hesten hjem,” sagde Mestermø; „men jeg skal lære dig, hvorledes du skal gjøre. Naar du faaer see den, kommer den, saa Ild og Lue fraser ud af Næseborene paa den, som du skulde see en Tyrilyse; pas saa vel paa og tag Bidslet, som hænger der borte ved Døren, og kast lige i Kjæften paa den, saa bli’er den saa spag, at du kan gjøre med den hvad du vil.” Ja, det skulde han nok komme i Hu, og saa sad han der inde hos Mestermø hele Dagen igjen, og de snakkede og pratede baade om det Ene og det Andet de To, men først og sidst var det nu om hvor gjildt og herligt de skulde have det, naar de bare kunde faae hverandre og komme vel ifra Risen; og Kongssønnen havde nok glemt baade Heien og Hesten, dersom ikke Mestermø havde mindet ham om det, da det led mod Kvelden, og sagt at nu var det bedst han lagde efter Hesten, før Risen kom. Det gjorde han da, han tog Bidslet, som hang i Krogen og løb op i Heien, og saa var det ikke længe før Hesten mødte ham, saa Ild og røde Luen stod ud af Næseborene paa den; men saa passede Gutten sit Snit, med det samme den kom imod ham med gabende Kjæft, og kastede Mundbidet lige i Gabet paa den, og saa stod Hesten saa taalmodig som en Lamunge, og det var ikke store Sagen at faae den hjem paa Stalden da, skal jeg troe. Derpaa gik han ind i Stuen igjen og gav sig til at tralle og synge.