Rum at staae der. Saa gjorde han som Kongsdatteren havde lært ham, han vendte Rokoen og maagede med Skaftet, og saa var det ikke et Øieblik før Stalden var saa reen, som den skulde været skuret. Da han havde gjort det, gik han ind igjen i den Stuen, som Risen havde givet ham Lov at være i; der gik han op og ned paa Gulvet og gav sig til at tralle og synge. Saa kom Risen hjem med Gjederne. „Har du maaget Stalden?” spurgte Risen. „Ja nu er den reen og peen, Huusbond,” sagde Kongssønnen. „Det vil jeg see paa!” sagde Risen og lagde ud i Stalden; men saa var det som Kongssønnen havde sagt. „Du har vist talt med min Mestermø, før det har du aldrig suget af dit eget Bryst,” sagde Risen. „Mestermø? hvad er det for en Ting, Huusbond?” sagde Kongssønnen, han slog sig saa dum som et Nød, „den skulde jeg have Moro af at see.” „Aa, tidsnok faaer du see hende,” sagde Risen.
Den anden Morgen skulde Risen ud med Gjederne sine igjen. Saa sagde han til Kongssønnen at den Dagen skulde han hente hjem Hesten hans, som gik oppe i Heien, og naar han havde gjort det, kunde han hvile sig Resten af Dagen; „for det er en snild Huusbond, du er kommen til, skal du vide,” sagde Risen igjen. „Men gaaer du ind i noget af de Værelserne, jeg snakkede om i Gaar, saa vrider jeg Hovedet af dig,” sagde han, og saa reiste han afsted med Gjedeflokken. „Jamen er du en snild Huusbond ogsaa,” sagde Kongssønnen, „men jeg vil nok ind og snakke med Mestermø ligevel jeg, kanskee hun lige saa tidlig tør blive min som din,” og saa gik han ind til hende. Hun spurgte ham da, hvad han skulde gjøre den Dagen. „Aa, det er ikke
