Side:Folkeeventyr (1852).djvu/339

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

saa var der et Smørøie midt ude i Fadet; det kunde han ikke række, og saa maatte han sætte sig ude paa Kanten af Smørøiet; men ret som det var, kom Prindsessen med en stor Skee og skulde dyppe en dygtig Grødbede i Smøret, og saa kom hun nær Tommeliden, saa at han faldt ned og druknede i Smørøiet.

45.
Haaken Borkenskjæg.

Der var engang en Kongsdatter, som var saa stolt og knibsk, at ingen Frier var god nok for hende; alle holdt hun for Nar og gav dem Afsked den Ene efter den Anden. Men endda hun var saa stolt, saa kom der altid Frier til Gaards, for hun var vakker, det lede Trold. Saa var der engang kommen en Kongesøn, som vilde frie til hende igjen, og han hed Haaken Borkenskjæg. Men den første Nat, han var der, bad hun Hofnarren, at han skulde skjære Ørene af den ene Hesten hans og rispe Kjæften op til Ørene paa den anden. Da Prindsen skulde ud at kjøre den anden Dag, stod Prindsessen i Svalen og saa paa. „Nei nu har jeg da aldrig seet Magen heller,” sagde hun; „den hvasse Nordensnoen som blæser her, har taget Ørene af den ene Hesten din, og det har den anden staaet og gliset af, saa at Kjæften er gaaet heelt op til Ørene paa den,” og dermed slog hun hele Latterdøren op,