— 262 —
med den lange Næsen og Smaatroldene sprak nok ogsaa, for jeg har ikke hørt Noget til dem siden. Prindsen og Bruden hans de løste da ud alt Kristenfolket, som var indtaget der, og saa toge de med sig meget Guld og Sølv og flyttede langt bort fra Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane.
42
Hønen, som skulde til Dovrefjeld, forat ikke Alverden skulde forgaae.
Der var engang en Høne, som var fløiet op og havde sat sig i et Egetræ til Kvælds. Om Natten drømte den, at hvis den ikke kom til Dovrefjeld, saa skulde Alverden forgaae. Bedst som det var, hoppede den ned og gav sig paa Veien. Da den havde gaaet et Stykke, mødte den en Hane. „God Dag, Hane Pane,“ sagde Hønen. „God Dag, Høne Pøne; hvor skal du hen, saa tidlig?“ sagde Hanen. „Aa jeg skal gaae til Dovrefjeld, forat ikke Alverden skal forgaae,“ sagde Hønen. „Hvem har sagt dig det, Høne Pøne?“ sagde Hanen. „Jeg sad i Egen og drømte det i Nat,“ sagde Hønen. „Jeg vil følge med, jeg,“ sagde Hanen. Ja, saa gik de et langt Stykke, saa mødte de end And. „God Dag, Ande Vande,“ sagde Hanen. „God Dag, Hane Pane, hvor skal du hen saa tidlig?“ sagde Anden. „Jeg skal til Dovrefjeld forat ikke Alverden skal forgaae,“ sagde Hanen.
