— 258 —
den, „jeg har blæst et Aspeløv did en eneste Gang men da var jeg saa træt, at jeg ikke orkede at blæse paa mange Dage efter. Men hvis du endelig vil did, og du ikke er ræd for at være med mig, saa skal jeg tage dig paa Ryggen min og see om jeg kan blæse dig did.“ Ja, hun vilde og hun maatte did, hvis der paa noget Sæt og Viis var fremkommeligt, og ræd var hun ikke, om det gik aldrig saa galt. —
„Ja, ja, du faaer ligge over her i Nat,“ sagde Nordenvinden, „for vi maae have hele Dagen for os, skal vi række frem did.“
Tidlig den anden Morgen vækkede Nordenvinden hende og blæste sig op og gjorde sig saa stor og stærk, at det var fælt at see; og saa bar det afsted med dem høit bort igjennem Luften, som om de skulde fare til Verdens Ende med det samme. Paa Bygden var der saadan Storm, at der røg ned baade store Skovstykker og Huse, og da de kom ud over Storsøen forliste der Skibe i Hundredeviis. Saaledes foer de afsted saa langt, saa langt, at Ingen kan troe hvor langt de foer, og bestandigt gik det ud over Havet, og Nordenvinden blev trættere og trættere og saa udmaset, at den næsten ikke orkede at blæse længere, og det dalede og dalede mere og mere med dem, og tilsidst gik det saa lavt, at Bølgetoppene slog om Hælene hendes. „Er du ræd?“ sagde Nordenvinden. „Nei,“ sagde hun, det var hun ikke. Men de vare ikke langt fra Land heller, og der var netop saamegen Magt tilbage i Nordenvinden, at den fik kastet hende ind paa Stranden under Vinduerne paa Slottet, der laa østenfor Sol og vestenfor Maane; men da var den ogsaa saa træt og saa
