— 253 —
og vilde paa ingen Maade. „Det vi har at snakke om,“ sagde hun, „det kan vi altid snakke om. Men, hvorledes det gik eller ikke, saa fik Moderen overtalt hende tilsidst, og saa maatte hun fortælle, hvorledes hun havde det. Hun sagde da, at der altid kom et Menneske og lagde sig med hende, naar hun havde slukket Lyset om Aftenen, og ham fik hun aldrig see, for han var altid borte førend det blev lyst om Morgenen; det gik hun og sørgede over, for hun syntes, hun vilde saa gjerne see ham, og om Dagen gik hun der alene, og det var saa øde og eensomt. „Huf, det kan gjerne være et Trold, du ligger med,“ sagde Moderen, „men jeg skal lære dig et Raad, saa du skal faae see ham; du skal faae et Stykke Lys af mig, som du kan tage med dig i Barmen; lys saa paa ham med det, naar han søver! men vogt dig at du ikke drypper Talg paa ham af det.“ Ja, hun tog Lyset og gjemte det i Barmen sin, og om Aftenen kom Hvidbjørnen og hentede hende.
Men da de vare komne et Stykke paa Veien spurgte Hvidbjørnen om det ikke var gaaet saaledes, som den havde sagt. Jo, det kunde hun da ikke nægte, det. „Ja, har du lyet til din Moders Raad, saa har du gjort os begge ulykkelige, og saa er det forbi mellem os,“ sagde den. Nei, det havde hun slet ikke. Da hun saa var kommen hjem og havde lagt sig, gik det som det pleiede; der kom et Menneske og lagde sig med hende, men da det led ud paa Natten, og hun hørte, han sov, stod hun op og slog Ild, tændte i Lyset og lyste paa ham, og saa fik hun see, han var den deiligste Prinds, En kunde see for sine Øine, og hun blev saa forelsket i ham, at hun syntes, hun ikke kunde
