— 251 —
Hvidbjørnen: „Er du ræd?“ Nei det var hun ikke. „Ja hold dig bare godt fast i Ragget mit, saa har det ingen Fare heller,“ sagde den.
Nu red hun langt, langt bort, og saa kom de til et stort Fjeld. Der bankede Hvidbjørnen paa, saa gik der op en Port, og de kom ind i et Slot, hvor der var mange oplyste Værelser som skinnede baade af Guld og Sølv, og saa var der en stor Sal, som der stod et dækket Bord i, og det saa prægtigt, at du ikke kan tro hvor prægtigt det var. Saa gav Hvidbjørnen hende en Sølvklokke; naar det var noget hun vilde, behøvede hun bare at ringe paa den, saa fik hun det. Ja, da hun havde spist og det led paa Kvelden, blev hun søvnig efter Reisen, og syntes hun kunde have Lyst til at lægge sig; saa ringede hun paa Klokken, og hun havde ikke taget i den, førend hun kom ind i et Kammer, hvor der stod en opredt Seng, saa deilig, som Nogen vilde ligge i, baade med Silkedyner og Omhæng og Guldfryndser; og Alt, som var der, var af Guld og Sølv; men da hun havde lagt sig og slukket Lyset, kom der et Menneske og lagde sig med hende, og dette var Hvidbjørnen, som kastede Hammen af sig om Natten; men hun fik aldrig see ham, for altid kom han, efterat hun havde slukket Lyset, og førend det var lyst om Morgenen, var han borte igjen. Det gik baade godt og vel en Stund, men saa begyndte hun at blive saa stille og sørgmodig, for hun gik der alene hele Dagen og stundede hjem til Forældrene og Sødskende sine. Da nu engang Hvidbjørnen spurgte, hvad det var, som feilede hende, sagde hun, at det var saa øde der, hun gik der saa alene og stundede hjem til Forældrene og Sødskende sine, og det var
