— 250 —
vare de alle, men den vakkreste var den yngste Datter, som var
saa deilig, at der ikke var nogen Maade paa det.
Saa var det en Torsdagskveld, seent om Høsten, der var stygt Veir ude og fælt mørkt, og det regnede og blæste, saa at det knagede i Væggene; de sad allesammen om Skorstenen og havde noget at stelle med. Ret som det var, saa bankede det tre Gange paa Ruden. Manden gik da ud og skulde see hvad der var paa Færde, og da han kom ud, saa stod der en stor, stor Hvidbjørn.
„God Kveld du!“ sagde Hvidbjørnen. „God Kveld!“ sagde Manden. „Vil du give mig den yngste Datter din, saa skal jeg gjøre dig ligesaa rig, som du nu er fattig!“ sagde den. Ja, Manden syntes det var nok saa gildt, at han skulde blive saa rig; men han syntes dog han maatte snakke med sin Datter først, og gik ind og sagde, at der var en stor Hvidbjørn ude, som lovede han skulde gjøre dem saa rige, naar han bare kunde faae hende. Hun sagde Nei og vilde nødig, og saa gik da Manden ud igjen og blev saa forligt med Hvidbjørnen, at den skulde komme igjen næste Torsdagskveld og hente Svar. Imedens overtalte de hende og snakkede for hende om al den Rigdom, de skulde komme til, og om hvor godt hun skulde have det selv; hun fandt sig da i det og vaskede og stelte istand Fillerne sine, pyntede sig saa godt hun kunde og holdt sig reisefærdig. Ikke stort var det hun skulde have med heller. —
Næste Torsdagskveld kom Hvidbjørnen og skulde hente hende; hun satte sig op paa Ryggen af den med Tullen sin, og saa gik det afsted. Da de vare komne et langt Stykke paa Veien, sagde
