Side:Folkeeventyr (1852).djvu/300

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


saa fælt oppe i Luften; jeg mener jeg bliver ræd jeg,” sagde Gutten. „Det er alle de vilde Fugle, i Skoven ere, som komme flyvende; de ere udsendte for at standse os,” sagde Grimsborken. „Men skjær Hul paa Kornsækkene, du, saa faae de saa travlt med Kornet, at de glemme os.” Ja, det gjorde Gutten, han skar Hul paa Kornsækkene, saa Bygget og Rugen randt udover til alle Sider. Saa kom alle de vilde Fugle, i Skoven vare, saa tykt, at det sortnede for Solen; men da de fik see Kornet, saa kunde de ikke bare sig, men slog sig ned og begyndte at hakke og pikke op Kornet og Rugen, og tilsidst begyndte de at slaaes sig imellem; Gutten og Grimsborken gjorde de ikke Noget, dem glemte de reent.

Nu red Gutten igjen baade langt og længe, over Bjerge og Dale, over Aaser og Moer; saa begyndte Grimsborken at lye igjen, og saa spurgte den Gutten, om han hørte Noget nu. „Ja, nu hører jeg det brager saa stygt i Skoven paa alle Kanter; jeg mener jeg bliver ræd nu,” sagde Gutten. „Det er alle de vilde Dyr, i Skoven ere, det,” sagde Grimsborken; „de ere udsendte for at standse os. Men kast bare ud de tolv Oxeskrotterne, saa have de nok at gjøre med dem, og saa glemme de os.” Ja, Gutten kastede ud Oxeskrotterne, og saa kom alle de vilde Dyr i Skoven, baade Bjørne og Graabener og Løver og alle Slags fæle Dyr; men da de fik see Oxeskrotterne, begyndte de at slaaes om dem, saa Blodet flømmede, og Gutten og Grimsborken glemte de reent.

Saa red Gutten langt bortover igjen, det var mange mange Blaaner, for med Grimsborken gik det ikke sagte, kan En nok vide; saa knæggede Borken. „Hører du Noget?” sagde den.