— 221 —
Farvel til Prindsessen saalænge, og da han kom udenfor Risegaarden, stod Ulven der endda og ventede paa Askepot. Ham fortalte han, hvad der var hændet inde, hos Risen, og sagde, at nu vilde han afsted til Brønden i Kirken, bare han vidste Veien. Saa bad Ulven ham sætte sig paa Ryggen hans, for han skulde nok finde Veien, sagde han, og saa gik det afsted, saa det suste om dem, over Heier og Aaser, over Bjerg og Dale. Da de nu havde reist mange, mange Dage, kom de tilsidst til Vandet. Det vidste Kongssønnen ikke hvordan han skulde komme over, men Ulven bad ham bare, at han ikke skulde være ræd, og saa lagde han udi med Prindsen paa Ryggen og svømmede over til Den. Saa kom de til Kirken; men Kirkenøglen hang høit, høit oppe paa Taarnet, og først saa vidste Kongssønnen ikke, hvorledes han skulde faae den ned. „Du faaer raabe paa Korpen,“ sagde Ulven, og det gjorde Kongssønnen; og strax kom Korpen og fløi efter Nøglen, og saa kom Prindsen ind i Kirken. Da han nu kom til Brønden, laa Anden ganske rigtig der og svømmede frem og tilbage, saaledes som Risen havde sagt. Han stod da og lokkede og lokkede, og saa fik han den tilsidst lokket bort til sig og greb den. Men med det samme han løftede den op af Vandet, slap Anden Ægget ned i Brønden, og saa vidste Askepot slet ikke, hvorledes han skulde faae det op igjen. „Ja, nu faaer du raabe paa Laxen,“ sagde Ulven; og det gjorde da Kongssønnen; saa kom Laxen og hentede op Ægget fra Bunden paa Brønden; og saa sagde Skrubben, at han skulde klemme paa Ægget, og med det samme Askepot klemte paa det, skreg Risen. „Klem een Gang til!“ sagde Ulven, og da Prindsen gjorde det, skreg Risen
