Side:Folkeeventyr (1852).djvu/259

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


for da kunde han ikke spare hende længer, men maatte befale at hun skulde brændes levende paa et Baal. Da Baalet stod i Brand og hun skulde sættes paa det, gjorde hun Miner til dem, at de skulde tage tolv Fjæle og lægge dem rundt om Baalet, og paa disse lagde hun Kludene og Huerne og Skjortene til Brødrene sine, men i den yngste Broderens Skjorte manglede den venstre Arm, den havde hun ikke kunnet række at faae færdig. Aldrig før havde hun gjort dette, saa hørte de en Susen og Brusen i Luften, og saa kom der flyvende tolv Vildænder over Skoven, og hver af dem tog sin Klædning i Næbbet og fløi afsted med. „Seer du nu,” sagde den slemme Dronningen til Kongen, „nu kan du da rigtig see at hun er en Hex, skynd dig nu og brænd hende førend Veden brænder op.” „Aa,” sagde Kongen, „Ved har vi nok af; jeg vil endda bie lidt, for jeg havde Lyst til at see, hvad Ende der bliver paa dette.” I det samme kom de tolv Prindser ridende, saa deilige og velvoxne som man kunde see; men den yngste Prindsen havde en Vildandvinge istedetfor den venstre Armen. „Hvad er her paa Færde?” spurgte Prindserne. „Min Dronning skal brændes, fordi hun er en Hex og har opædt sine egne Børn,” svarede Kongen. „Hun har ikke opædt Børnene sine,” sagde Prindserne. „Tal nu Søster, nu har du frelst os, frels nu dig selv.” Da talte Sneehvid og Rosenrød og fortalte, hvorledes Alt var gaaet til, at hvergang hun var falden i Barselseng havde den gamle Dronning, Stedmoderen til Kongen, listet sig ind til hende om Natten, taget Barnet fra hende og skaaret hende i Fingeren og smurt Blodet om Munden paa hende, og Prindserne toge Kon-