stede hun sig ind til Sneehvid og Rosenrød, medens hun sov, tog Barnet og kastede det i Ormegaarden; siden skar hun hende i Fingeren og smurte Blodet om Munden paa hende og gik saa til Kongen. „Kom nu og see,” sagde hun, „hvad det er for En, du har taget til Dronning; nu har hun ædt op sit eget Barn.” Da blev Kongen saa bedrøvet at han næsten var grædefærdig og sagde: „Ja, det maa vel være sandt, siden jeg seer det for mine Øine, men hun gjør det vist ikke oftere; for denne Gang vil jeg spare hende.”
Inden Aaret var omme, fødte hun en Søn igjen, og med denne gik det akkurat ligesom med den første; Kongens Stedmoder blev endnu mere ond og avindsyg; saa listede hun sig ind til Dronningen om Natten medens hun sov, tog Barnet og kastede i Ormegaarden, skar Dronningen i Fingeren og smurte Blodet om Munden paa hende, og saa sagde hun til Kongen, at hun havde ædt op sit eget Barn. Da blev Kongen saa bedrøvet at du aldrig kan tro det, og saa sagde han: „Ja det maa vel være sandt, siden jeg seer det for mine Øine, men hun vil vist ikke gjøre det oftere; ligevel vil jeg spare hende een Gang endnu.”
Inden Aaret var omme igjen, fødte Sneehvid og Rosenrød en Datter til Verden, og hende tog nu ogsaa den gamle Dronningen og kastede i Ormegaarden, medens den unge Dronning sov, skar hun hende i Fingeren, smurte Blodet om Munden paa hende og gik saa til Kongen og sagde: „Nu kan du komme og see om det ikke er som jeg siger, at hun er en Troldhex, for nu har hun ædt op det tredie Barnet sit ogsaa.” Da blev Kongen saa bedrøvet, at der ikke var nogen Maade paa det
