Side:Folkeeventyr (1852).djvu/221

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


vilde endelig blive, men Folkene bleve ved Sit at han skulde gaae op til Gaarden, for der kunde han faae baade Mad og Drikke, mens de ikke engang havde en Stol at byde ham at sidde paa. «Nei» sagde Halvor, «derop vil jeg ikke, førend i Morgen tidlig, men lad mig nu faae være her i Nat, jeg kan jo sidde i Peisen.» Det kunde de da ikke sige noget imod, og saa satte Halvor sig i Peisen til at grave i Asken, saaledes som han gjorde, da han laa hjemme og ladede sig.

De snakkede nu Mangt og Meget og fortalte Hal- vor baade om det Ene og det Andet, og saa spurgte han dem om de aldrig havde havt noget Barn. «Jo, de havde da havt en Gut, som hedte Halvor, men de vidste ikke hvor han vandrede henne, og heller ikke enten han var død eller levende.» «Kunde ikke det være mig da?» sagde Halvor. «Det veed jeg vist» sagde Kjærringen, og lettede paa sig, «han Halvor var saa lad og doven at han aldrig gjorde nogen Ting, og saa var han saa fillet at den ene Fillen slog den anden i Svime paa ham, der kunde aldrig blevet slig Karl af ham, som I er Faer.»

Om lidt skulde Kjærringen bort til Skorstenen og rage i Varmen, og da Gloskinnet lyste paa Halvor lige- som da han var hjemme og karede i Asken, saa kjendte Kjærringen ham igjen.

"Jagu er det dig da Halvor!" sagde hun, og der blev saadan Glæde paa de gamle Forældrene at det ikke var Maade paa det, og han maatte nu fortælle hvorle- des det havde gaaet ham, og Kjærringen var saa glad i ham, at hun vilde have ham op paa Gaarden strax paa Timen og vise ham frem for Jenterne, som altid havde været saa kaute paa det. Hun gik