Side:Folkeeventyr (1852).djvu/220

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


af alle tre. Men Halvor gik der og var saa rar af sig, han var saa stuur og stille; saa spurgte Prindsessen hvad det var han stun- dede efter, og om han ikke syntes om at være hos dem. Jo det syntes han nok om, for de havde jo nok at leve af og han havde det godt der, men han stundede saa hjem, for han havde Forældre i Live, og dem havde han stor Lyst til at besøge. Det meente de, vel kunde lade sig gjøre; «du skal komme uskadt baade frem og tilbage igjen, dersom du vil lide vort Raad,» sagde Prindses- serne. Ja, han skulde ikke gjøre Andet end hvad de vilde. Saa klædte de ham op, saa han blev saa gjild som en Kongesøn, og saa satte de en Ring paa Fingeren hans, og den var saadan at han kunde ønske sig baade frem og tilbage med den, men de sagde, at han ikke maatte kaste den bort og ikke nævne deres Navn, for saa var det forbi med al Herligheden; og da vilde han aldrig faae see dem mere.

«Stod jeg nu hjemme, skulde jeg være glad!» sagde Halvor, og saa som han havde ønsket, gik det og- saa; Halvor stod udenfor Stuen hos Forældrene sine, førend han vidste Ordet af det. Det var i Mørkningen om Kvælden, og da de saae der kom ind saadan en gjild, stadselig Herre, blev de saa forskrækkede, at de begyndte baade at bukke og neie. Halvor spurgte nu, om han ikke kunde blive der og faae Huus Natten over. Nei, det kunde han slet ikke, «vi har det ikke saaledes,» sagde de, «for vi har hverken det Ene eller det Andet, som en saadan Herre kan være tjent med, men det er bedst, han gaaer op i Gaarden, det er ikke langt Styk- ket, han kan see Skorsteenspiben herfra, der har de fuldt op av Alting.» Halvor syntes slet ikke om det, han