Side:Folkeeventyr (1852).djvu/219

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


tet, og han baade gik og løb for at komme frem i Tide. Mod Kvælden saa han Slottet, og det var meget gjildere end begge de andre. Nu var han næsten ikke det mindste bange, men gik gjennem Kjøkkenet og lige ind. Der sad den Prind- sesse, som var saa vakker, at der ikke var Maade med det. Hun sagde nu lige eens som de Andre, at der ikke havde været kristne Folk, siden hun kom der, og bad ham gaae igjen, for ellers slugte Troldet ham levende, det havde ni Hoveder, sagde hun. «Ja om det nu har ni til de ni, og endda ni til, saa gaaer ikke jeg», sagde Halvor og gav sig til at staae ved Ovnen. Prindsessen bad ham saa vakkert at han skulde gaae for at Troldet ikke skulle æde ham, men Halvor sagde: «Lad ham komme mens han vil». Saa gav hun ham Troldsværdet og bad ham tage en Slurk af Flasken, saa at han kunde svinge det.

Ret som det var saa kom Troldet, saa det suste af det; det var endnu større og digrere end begge de andre to, og det maatte ogssa gaae paa Siden for at komme ind igjennem Døren; da det fik det første Hoved ind, saa sagde det ligesom de andre «Huttetu! her lugter saa kristen Mands Blod!» Med det samme hug Halvor det første Hoved af og siden alle de øvrige, men det sidste var det seigeste af dem alle, og det var det tungeste Arbeide, Halvor havde gjort, at faae det af, endda han nok syntes han skulde have Kræfter ogsaa.

Da kom alle Prindsesserne sammen paa det Slot- tet, og de vare saa fornøiede som de aldrig før havde været i al sin Tid, og de vare glade i Halvor og han i dem, og han kunde faae den han bedst kunde lide; men den yngste var meest glad i ham