Side:Folkeeventyr (1852).djvu/211

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Da de vare komne et Stykke paa Veien, kom de til et stort Vand; der blev Hesten til Askepot sky, skvat over paa den anden Side af Veien og væltede Skeen, saa at Dukken i Græsset faldt ned i Vandet. Askepot blev nu saa bedrøvet, fordi han slet ikke vidste hvorledes han skulde faae hende op igjen; men om lidt kom der en Havmand op med hende, og nu var hun bleven lige saa stor som et andet voxent Menneske og meget deiligere end hun var før. Saa satte han hende foran sig paa Hesten og red hjem.

Da Askepot kom der, vare ogsaa alle Brødrene hans komne med hver sin Kjæreste, men disse vare saa stygge og fæle og saa slemme, at de havde slaaets med Kjæresterne sine paa Veien; paa Hovedet havde de nogle Hatte, som vare overklinede med Tjære og Sod og saa havde det rundet af Hattene nedover Ansigtet paa dem, saa at de vare blevne endda meget styggere og fælere. Da Brødrene fik se Kjæresten til Askepot, bleve de Allesammen misundelige paa ham; men Kongen blev saa glad i dem begge, at han jog alle de Andre bort, og saa holdt Askepot Bryllup med Dukken i Græsset, og siden levede de vel og fornøiet i lang, lang Tid, og ere de ikke døde saa leve de endnu.