Side:Folkeeventyr (1852).djvu/210

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


var en nydelig liden Pige, men saa bitte bitte liden. Denne gik nu hen og bad han, om ham ikke vilde komme ned og besøge Dukken i Græsset. Jo det vilde han, og det gjorde han ogsaa.

Da han var kommen derned, sad Dukken i Græsset. paa en Stol; hun var nu saa deilig og saa pyntet, og saa spurgte hun Askepot, hvor han skulde hen og hvad ærinde han reiste i.

Han fortalte da at der var tolv Brødre af dem, og at Kongen havde givet dem Hest og Rustning og sagt, at de skulde reise ud i Verden og finde sig en Kone, som skulde kunne spinde og væve og sye en Skjorte paa een Dag; "men hvis Du vil gaae ind paa det og blive Konen min, saa vil jeg ikke reise længer," sagde Askepot til Dukken i Græsset. Jo, det vilde hun gjerne, og hun skyndte sig med at faae spundet og vævet og syet Skjorten, men den blev saa bitte bitte liden, ikke længer end som saa -

Denne reiste Askepot hjem med, men da han kom frem med den, var han undseelig, fordi den var saa liden; ligevel sagde Kongen, at han skulde faae hende og saa drog Askepot glad og fornøiet tilbage for at hente den lille Kjæresten sin. Da han kom til Dukken i Græsset, vilde han tage hende op paa Hesten til sig, men nei, det vilde hun ikke; hun sagde, hun vilde sidde og kjøre i en Sølvske, og at hun havde to smaa hvide Heste, som skulde trække hende. Saa reiste de da afsted, han paa Hesten og hun i Sølvskeen og begge Hestene, som trak hende, vare to smaa hvide Muus; men Askepot holdt sig altid paa den anden Side af Veien, for han var saa bange, at han skulde komme til at ride ind paa hende, da hun var saa bitte liden.