seilet langt, langt bort, standsede Skibet midt ude paa Havet. "Ja, nu er vi kommen her," sagde Lillekort, "men en anden Sag er det, hvorledes vi kommer herfra igjen." Derpaa tog han Jerntrodsen og slog den ene Ende om Livet paa sig; "nu maa jeg tilbunds," sagde han, "men naar jeg trækker stærkt i Trodsen og vil op igjen, maae I heise Alle som een Mand, ellers er Eders Liv ligesaa vel omsonst som mit," og dermed hoppede han tilvands, saa gule Pulderen stod om ham. Han sank og sank, og endelig kom han tilbunds; der saa han et stort Bjerg med en Dør paa, og det gik han ind i. Da han var kommen ind, fandt han den anden Prindsesse; hun sad og syede, men da hun saa Lillekort, slog hun Hænderne sammen. "Aa, Gud ske Lov!" raabte hun, "nu har jeg ikke seet kristen Mand, siden jeg her kom." "Ja, men jeg kommer efter dig, jeg," sagde Lillekort. "Aa, mig faaer du nok ikke," sagde Kongsdatteren, "det lykkes dig aldrig det; faaer Troldet see dig, tager han Livet af dig." "Det var vel, du talte om ham," sagde Lillekort, "hvor er han henne? for det kunde være moresomt at faae see ham." Saa fortalte Kongsdatteren, at Troldet var ude og skulde see at faae fat paa En, der kunde brygge hundrede Læster Malt i een Brygning, for der skulde være Gjæstebud hos Troldet og da forslog ikke Mindre. "Det kan jeg ogsaa," sagde Lillekort. "Ja, bare nu ikke Troldet var saa hastig tilsinds, saa jeg kunde faae fortalt ham det," svarede Prindsessen; "men han er saa ildsindt at han river dig i Stykker med det samme han kommer ind, er jeg ræd. Men jeg faaer vel prøve at finde paa Noget. Nu kan du gjemme dig i Koven her, saa faae vi see, hvorledes det gaaer."
