sagde han, at han skulde have hende og det halve Rige. Men paa Bryllupsdagen bad Prindsessen, at hun maatte faae den vesle Gutten, som var i Kjøkkenet og bar Ved og Vand for Kokkejenten, til at skjænke i Skaalerne ved Brudebordet. "Hvad vil du med den sorte Fillegutten herinde da?" sagde Ridder Rød; men Prindsessen sagde: at ham vilde hun have til at skjænke og ingen Anden, og endelig fik hun da Lov; og saa gik Alt saaledes som det var aftalt mellem Lillekort og Kongsdatteren: han spilte en Draabe paa Ridder Røds Talerken, men ingen paa hendes, og hver Gang blev Ridder Rød vred og slog til ham; ved det første Slag faldt den Filleklædning af Lillekort, som han havde paa i Kjøkkenet, ved det andet Slag faldt Messingklædningen og ved det tredie Slag Sølvklædningen, saa han stod der i Guldklædningen, saa blank og gjild at det lyste af ham. Da sagde Kongsdatteren: "Skam saae dig, som slaaer min Hjertenskjær! Han har frelst mig, og ham vil jeg have!" Ridder Rød svor og bandede paa, at han selv havde reddet hende; men saa sagde Kongen: "Den, som har frelst min Datter, har vel Noget at vise for sig." Ja, Ridder Rød løb strax afsted efter sit Tørklæde med Lunger og Tunger i, og Lillekort hentede alt det Guld og Sølv og alle de Kostbarheder, han havde taget ud af Troldskibene; og saa lagde de hver Sit frem for Kongen. "Den som har saa kostbare Ting af Guld og Sølv og Diamanter," sagde Kongen, "han maa have dræbt Troldet; thi Sligt er ikke at faae hos nogen Anden;" og saa blev Ridder Rød kastet i Ormegaarden, og Lillekort skulde faae Prindsessen og det halve Rige.
En dag gik Kongen og Lillekort og spadserede; saa spurgte
