som vare faldne af nogle Spand; dem havde han taget med sig til Kokkepigen, sagde han.
Da nu den tredie Torsdagskvæld kom, gik det akkurat lige eens som de to forrige Gange: hele Kongsgaarden var behængt med Sort og Alle vare i Sorg og Bedrøvelse; men Ridder Rød sagde, han synes ikke, de havde saa meget at være bange for; havde han frelst Kongsdatteren fra to Trold, saa kunde han vel frelse hende fra det tredie ogsaa sagde han. Han ledte hende da hen til Strandbredden, men da det led mod den Tid, Troldet skulde komme, krøb han op i Træet og gjemte sig igjen; Prindsessen græd og bad, men det hjalp ikke; han blev ved det Gamle; "det er bedre at Een mister Livet end To," sagde Ridder Rød igjen.
Den Aften bad ogsaa Lillekort om Lov at gaae ned til Stranden. "Aa hvad skal du der?" svarede Kokkepigen; men han bad saalænge til han endelig fik Lov at gaae, men det maatte han love at han skulde være tilbage i Kjøkkenet igjen, naar Stegen skulde vendes. Aldrig saasnart var han kommen ned til Stranden, saa kom Troldet, saa det suste og bruste om det; det var meget, meget større end noget af de forrige og femten Hoveder havde det. "Ild!" raabte Troldet. "Ild igjen!" sagde Lillekort. "Kan du fegte?" skreg Troldet. "Kan jeg ikke, saa kan jeg lære," sagde Lillekort. "Jeg skal lære dig!" skreg Troldet og slog efter ham med Jernstangen sin, saa Jorden fløi femten Alen i Veiret. "Tvi!" sagde Lillekort, "det var da Noget, ogsaa det! Nu skal du see et Hug af mig!" Med det samme greb han Sværdet og hug til Troldet saa alle femten Hovederne dandsede bort over Sandet.
