paa Kongsgaarden, saa han at Alt var overtrukket med Sort der, udvendig og indvendig, baade Vægger og Tag; han spurgte da Kokkepigen hvad det skulde betyde. "Jo, det skal jeg nok sige dig," svarede Kokkejenten," Kongsdatteren er for lang Tid siden bleven bortlovet til tre Trold, og næste Torsdagskvæld skal det ene komme og hente hende. Ridder Rød har nok sagt sig god for at frelse hende, men Gud veed om han kan gjøre det; og saa kan du vel vide at her er Sorg og Bedrøvelse." Da nu Torsdagskvælden kom, ledte Ridder Rød Prindsessen ned til Stranden - for der skulde hun møde Troldet - og saa skulde han da blive dernede og passe hende; men han gjorde nok ikke Troldet stor Skaden, skal jeg troe; for aldrig saa snart havde Prindsessen sat sig paa Strandkanten, før Ridder Rød krøb op i et stort Træ, som stod der, og gjemte sig saa godt han kunde mellem Grenene. Prindsessen græd og bad saa hjertelig, at han ikke maatte gaae fra hende; men Ridder Rød brød sig ikke om det, han; "det er bedre at Een mister Livet end To," sagde Ridder Rød.
Imidlertid bad Lillekort Kokkejenten saa vakkert om han kunde faae Lov at gaae ned til Stranden lidt. "Aa, hvad vil du der da?" sagde Kokkepigen, "du har ikke Noget der at bestille." "Aa jo, kjære Vene, lad mig faae gaae!" sagde Lillekort; "jeg vilde saa gjerne derned og more mig lidt med de andre Børn, jeg ogsaa." "Ja ja, gaae da," sagde Kokkejenten, "men lad mig see, du ikke bliver der længere, end til Kvældsgryden skal hænges paa og Stegen skal sættes paa Spiddet; - tag saa
