Side:Folkeeventyr (1852).djvu/190

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


hvordan han havde det, og derfor tog han Slæggen sin paa Nakken og gav sig paa Veien. Da han nu havde gaaet et godt Stykke, kom han til Korsveien, hvor Veien til Himmerige deler sig fra den, som gaaer til Helvede; der naaede han igjen en Skræddersvend, som piltede afsted med Persejernet i Haanden. "God Dag!" sagde Smeden, "hvor skal du hen?" "Til Himmerige, om jeg kunde komme ind der," svarede Skrædderen; "end du?" "Aa, vi faae nok ikke Følge vi da," svarede Smeden, "jeg har nu tænkt at prøve i Helvede først jeg, for jeg har lidt Kjendskab til Fanden fra før." Derpaa sagde de Farvel og gik hver sin Vei; men Smeden var en stærk, kraftig Mand og gik langt fortere end Skrædderen, og saa varede det ikke længe, før han stod for Porten i Helvede. Han lod Vagten melde sig og sige, at der var En udenfor, som gjerne vilde tale et Ord med Fanden. "Gaa ud og spørg, hvad det er for En?" sagde Fanden til Vagten, og det gjorde den. "Hils Fanden og sig, at det er Smeden, som havde den Pung, han veed nok," svarede denne, "og bed ham saa vakkert, at jeg maa slippe ind strax, for først saa har jeg smeddet idag lige til Middag og siden har jeg gaaet lang Vei." Da Fanden fik den Besked, befalede han Vagten at læse til alle ni Laasene paa Porten i Helvede; "og sæt endda et Hængelaas paa til," sagde Fanden, "for kommer han ind, gjør han Urede i hele Helvede!" "Der er ingen Bjergning at faae her da," sagde Smeden ved sig selv, da han fornam at de stængte Porten bedre til; "saa faaer jeg vel prøve i Himmerige;" og dermed gjorde han omkring og gik tilbage til han naaede Korsveien igjen; der tog han den Vei, Skrædderen