pet af det brændende Lys, i det tydske Eventyr er blevet til en Lysstraale, der næsten uden Hustruens Brøde falder paa Prindsen g forvandler ham til en Due, som nu flyver bort fra hende. Fabelens Gang er dog overensstemmende med vort Eventyrs, og især mod Slutningen komme endog de samme Træk frem.
„Der König vom goldenen Berge“ staaer især No. 1 i vor nordlige Gruppe nær. Begyndelsen er dog noget forskjellig fra vor Fortælling: saaledes er det ikke tilet Havtrold, men til Djævelen i en sort liden Mands Skikkelse at Sønnen bortloves. Der er indgaaet Kontrakt med ham, der er givet Forskrivning; Sønnen signes af en Geistlig og drager Kreds om sig for at frelses. Ganske kan han dog ikke slippe den Ondes Magt; han sættes i et lidet Skib og dette vender Kjølen i Veiret; men han sidder tryg i det og naaer en fremmed Kyst. Her træffer han en Jomfru, der er tryllet i Slangeham; hun hilser ham som sin Frelser. Til hendes Redning bliver han pinet og slaaet tre Nætter efter hinanden, uden at turde sige et Ord; den sidste Nat bliver endog Hovedet hugget af ham. Derved er hun frelst, og hun ææger atter ham med Livsens Vand. Herfra følger, med færre Momenter, Eventyret vort nævnte; væsentligst adskiller det sig fra dette i Udgangen, idet Helten i den tydske Tradition vel atter bliver Konge af det gyldne Bjerg (Guldets, Skattenes Hjem), men det forøvrigt lades uafgjort, om han gjenforener sig med Jomfruen.
