Side:Folkeeventyr (1852).djvu/173

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


øinene, og hvorledes hun end bar sig ad, saa kom hun til at rive af et Blad.

"Au, au, hvad gjorde du nu?" sagde Studen; "nu gjælder det at slaaes paa Liv og Død, for dette Troldet har sex Hoveder og er dobbelt saa stærkt som det andet; men pas bare paa Bladet og gjem det vel."

Ret som det var, saa kom Troldet: "Hvem er det, som rører ved min Skov?" sagde det. "Den er ligesaameget min som din," sagde Studen. "Det skal vi nappes om," skreg Troldet. "Kan saa det," sagde Studen, og røg paa Troldet og stangede ud øinene paa det og kjørte Hornene tværs igjennem det, saaat Tarmene randt ud, men det slog lige godt, og det varede i tre samfulde Dage, førend Studen fik Livet af det. Men da var den ogsaa saa ussel og elendig, at den med Nød og Neppe kunde røre sig og saa fuld med Saar, at Blodet randt af den. Saa sagde den til Kongsdatteren, at hun skulde tage Smurningshornet, som hang ved Bæltet paa Troldet, og smøre den med. Det gjorde hun, og saa kom den sig; men de maatte ligge over og hvile en Uge, førend den aarkede at gaae længer.

Endelig gav de sig paa Veien igjen, men Studen var daarlig endda og det gik kun smaat i Begyndelsen. Forat spare den, sagde Kongsdatteren, at hun var ung og let paa Foden, hun kunde gjerne gaae, men det fik hun nu slet ikke Lov til, hun maatte sætte sig op paa Ryggen hans igjen. Saa reiste de i lang Tid og gjennem mange Lande, og Kongsdatteren vidste slet ikke, hvor det bar hen, men langt om længe kom de til en