Side:Folkeeventyr (1852).djvu/169

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Konge og drog ud i Leding, da syntes Dronningen hun kunde gjøre hvad hun vilde, og saa baade sultede og slog hun Kongsdatteren og var efter hende i hver Krog. Tilsidst syntes hun at Alting var for godt til hende, og saa satte hun hende til at gjæte Kreaturene. Hun gik da med Kreaturene og gjætede dem paa Skoven og Fjeldet. Mad fik hun Lidet eller Intet af, bleg og maver blev hun og næsten altid græd hun og var bedrøvet. I Buskaben var der en stor, blaa Stud, som bestandig holdt sig saa peen og blank, og ofte kom den hen til Kongsdatteren og lod hende kjæle sig. Engang, som hun sad og græd og var bedrøvet igjen, kom den hen til hende og spurgte hvorfor hun bestandig var saa sørgmodig. Hun svarede ingen Ting men blev ved at græde. "Ja," sagde Studen, "jeg veed det nok, endda du ikke vil sige mig det, du græder fordi Dronningen er slem imod dig og fordi hun er rede at sulte dig ihjel. Men Mad behøver du ikke at sørge for, thi i det venstre øret mit ligger der en Dug, og naar du tager og breder den ud, kan du faae saa mange Retter du vil. Det gjorde hun, tog Dugen og bredte den ud paa Græsset, og saa dækkede den op med de deiligste Retter, Nogen kunde ønske sig: der var baade Viin og Mjød og Sødkage. Hun kom nu snart i Huld igjen og blev saa rund og rød og hvid, at Dronningen og hendes tørskranglede Datter bleve baade blaae og blege af ærgrelse over det. Dronningen kunde slet ikke begribe hvorledes Steddatteren kunde komme til at see saa godt ud paa saa daarlig Kost; saa sagde hun til en Terne, at hun skulde gaae efter hende i Skoven og passe paa og see hvorledes det hang sammen, for