mod Gaasen; og da han saa havde gaaet et langt, langt Stykke, mødte han en Mand med en Hane, med ham byttede han, for han tænkte som saa: det er sagtens bedre at have Hane end Gaas. Han gik da til det led langt ud paa Dagen; men saa begyndte han at blive sulten, og saa solgte han Hanen for tolv Skilling og kjøbte sig Mad for dem, for det er da altid bedre at bjerge Liv end have Hane, tænkte Gudbrand i Lien. Derpaa gik han videre hjemad, til han kom til sin nærmeste Nabogaard; der gik han indom. "Hvorledes er det gaaet dig i Byen?" spurgte Folkene. "Aa, det er nu gaaet saa og saa," sagde Manden, "ikke kan jeg rose min Lykke og ikke kan jeg laste den heller," og dermed fortalte han dem det Hele, hvorledes det var gaaet ham fra først til sidst. "Ja, du bli'er da sagtens vel modtagen, naar du kommer hjem til Konen din," sagde Manden paa Gaarden; "Gud hjælpe dig! ikke vilde jeg være i dit Sted." "Jeg synes, det kunde være gaaet meget galere, jeg," sagde Gudbrand i Lien, "men enten det nu er gaaet galt eller vel, saa har jeg saa snild Kone, at hun aldrig siger Noget, hvordan jeg saa bærer mig ad." "Ja det veed jeg vist, men ikke for det jeg troer det," sagde Granden. "Skal vi vædde paa det?" sagde Gudbrand i Lien; "jeg har hundrede Daler liggende hjemme paa Kistebunden, tør du holde Ligt imod?" Ja, de væddede, og saa blev han der til om Kvælden, da det begyndte at mørkne, saa gik de sammen til hans Gaard; der blev Grandmanden staaende udenfor Døren og skulde lytte, medens Manden selv gik ind til Konen. "God Kvæld!" sagde Gudbrand i Lien, da han kom ind. "God Kvæld," sagde Konen - "Aa, Gud
