Side:Folkeeventyr (1852).djvu/157

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest



Hun brød seg ikke om hvad Fuglene sang, men tog det røde, som det gloede mest af. Saa gav hun sig paa Veien og gik hjem, og hun fik da gaae i god Ro og Mag, der var Ingen, som satte efter hende. Da hun kom hjem, blev der en stor Glæde paa Moderen, og de gik strax ind i Storstuen og satte Skrinet der, for de troede, at der ikke var Andet i det end Guld og Sølv i det, og de tænkte, at baade Vægge og Tag skulde blive forgyldte; men da de aabnede Skrinet, saa væltede der ud bare Orme og Padder, og naar Kjærringdatteren lukkede op Munden, saa var det ligeens, der væltede ud baade Orme og Padder og alt det Utøi som tænkes kunde, saaat det tilsidst ikke var muligt at være i Huus med hende. Det var den Løn, hun fik fordi hun havde tjent hos Troldkjærringen.


16.
Hanen og Hønen i Nøddeskoven.


Hanen og Hønen gik engang til Nøddeskoven for at plukke Nødder; saa fik Hønen et Nøddeskal i Halsen og laa og sprællede i Vingerne. Hanen skulde da løbe efter Vand til hende; han kom til Kilden og sagde: "Kjære min Kilde, giv mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som ligger for Døden i Nøddeskoven!" Kilden svarede: "Du faaer ikke Vand af mig,