Side:Folkeeventyr (1852).djvu/147

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest
15.
Manddatteren og Kjærringdatteren.

Der var engang to Folk, som havde giftet sig sammen; de havde hver sin Datter. Kjærringdatteren var doven og lad og vilde aldrig bestille Noget, og Manddatteren var flink og villig, men endda kunde hun aldrig gjøre Moderen Noget tillags, og baade Kjærringen og Datteren vilde gjerne være kvit hende. Saa skulde de engang sidde ved Brønden begge To og spinde; Kjærringdatteren skulde spinde Hør, men Manddatteren fik ikke Andet end Børster. "Du er nu saa flink og saa ferm bestandig, du," sagde Kjærringdatteren, "men endda er jeg ikke bange for at spinde omkap med dig." Ja, saa kom de overeens om at den, som det først røg af for, skulde i Brønden. Ret som det var, saa gik det af for Manddatteren, og hun maatte da i Brønden. Men da hun kom til Bunden, saa hun vidt og bredt omkring sig en vakker grøn Eng, og hun slog sig ikke.

Hun gik nu et Stykke, saa kom hun til et Riisgjerde; det skulde hun over. "Aa, træd ikke haardt paa mig, du," sagde Riisgjerdet, "saa skal jeg hjælpe dig en anden Gang, jeg." - Hun gjorde sig da saa let og traadte saa forsigtig, at hun næsten ikke kom nær det engang.

Saa gik hun et Stykke til, saa kom hun til en brandet Ko, som gik med en Melkekolle paa Hornene; det var en stor, vakker Ko, og Yveret stod saa fuldt og trindt. "Aa vær saa snild at mælke mig, du," sagde Koen, "for jeg er saa mælke-