blev han saa vakker og trind, og rød og hvid som Melk og Blod, og meget stærkere end før. "Kjender du nogen Forandring?" spurgte Hesten. "Ja!" sagde Gutten. "Prøv at løfte mig," sagde Hesten; aa ja, det kunde han, og Sværdet svang han ogsaa som Ingenting. "Ja læg nu Sadlen paa mig," sagde Hesten, "og tag Rustningen paa dig, tag saa med Nypetornpidsken og Stenen og Vandflasken og Smurningskrukken, saa reise vi."
Da Gutten vel var kommen op paa Hesten, gik det afsted, saa han ikke vidste, hvorledes de kom frem. Han havde nu redet en Stund, da sagde Hesten: "Jeg synes, jeg hører en Duur. Se dig om! kan du see Noget?" "Der kommer Mange, Mange efter os," sagde Gutten, "vist et Snees!" "Ja, det er Troldet, det," sagde Hesten, "nu kommer han med Sine."
De red endda en Stund, indtil de, som kom efter, begyndte at nærme sig. "Kast nu Tornepidsken bag dig," sagde Hesten, "men kast den vel langt fra mig!" Det gjorde Gutten, og i det samme voxte der op en svær, tyk Nypetornskov der. Saa red Gutten igjen et langt, langt Stykke, medens Troldet matte hjem efter Noget at hugge sig gjennem Skoven med. Men da sagde Hesten igjen: "Se tilbage! kan du see Noget nu?" "Ja en heel Mængde," sagde Gutten, "som en stor Kirkealmue." "Ja det er Troldet, det; nu har han flere med sig. Kast nu ud Kampestenen, men kast den vel langt fra mig!"
Med det samme Gutten gjorde, som Hesten havde sagt, blev der et stort, sort Kampebjerg bag ham. Saa maatte Troldet hjem efter Noget at minere sig gjennem Bjerget med, og
