Side:Folkeeventyr (1852).djvu/14

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hun sig for at kysse den Herlige — da falder en Draabe sydende Olie af Lampen over Amors Skulder; han vaagner, dadler haardt Psyches Lettroenhed og flyver bort fra hende, der atter maa søge ham gjennem de frygteligste Skrækkescener. — Derfor er det i vort Eventyr „Øftenfor Sol og vestenfor Maane“ en Pige, der spiller Hovedrollen; det er den fæle Bjørneham, hvori Prindsen er tryllet, han skal frelses fra; det er hendes utidige, af Moderen vakte Nysgjerrighed, der fjerner Frelsen, fordi Pigen ei lytter til hans Advarsler, og hun maa efter hans Forsvinden atter søge den Elskede paa de fjerneste, vildsomste Veie. I dette sidste Afsnit følger Eventyret, skjønt i en mere storartet Digtning, de tvende til den nordlige Gruppe henførte.

Det lader som om Brødrene Grimm har holdt disse to nævnte Evenentyrgrupper ganske ud fra hinanden; men neppe med Rette. Thi Fabelen i „Østenfor Sol og vestenfor Maane“ tvinger til at udvide Grundtanken: „at for den rene prøvede Kjærligheds Erkjendelse alt Lavt og Jordisk tilsidst falder bort“ — derhen: at for den rene Kjærligheds Magt enhver adskillende Skranke tillige viger, og da see vi i dette sidste Led Forbindelsen mellem de tvende Grupper. De ligne en Træstamme, der tæt nede ved Jorden har spaltet sig i tvende Hovedforgreninger, hvilke dog altid have Rod fælles; og man vil senere see, hvorledes den ene Hovedgreens