— 69 —
geren hans, sagde Gutten, han havde skaaret sig saa stygt. Men Manden rev af Fillen og da saa saa han nok hvad der feilede Fingeren. Først vilde han dræbt ham, men da han græd og bad igjen, bankede han ham bare, saa han laa tilsengs i tre Dage. Derpaa tog han en Krukke ned af Væggen og smurte ham med, saa blev Gutten lige frisk igjen.
Om en Stund reiste Manden igjen bort, og skulde ikke komme igjen før om en Maaned. Men da sagde han til Gutten, at hvis han gik ind i det fjerde Kammer, saa maatte han aldrig tænke paa at faae beholde Liv. En to eller tre Uger holdt Gutten sig, men saa kunde han ikke bare sig igjen, han maatte og skulde ind i Kammeret, og saa smat han ind. Der stod en stor, sort Hest paa et Spiltoug, med et Glødtraug ved Hovedet og en Høkurv ved Halen. Gutten syntes, dette var uligt, han byttede om og satte Høkurven ved Hovedet. Saa sagde Hesten: „Siden du har saa godt Hjertelag, at du vil lade mig faae Mad, skal jeg frelse dig, jeg. Kommer Troldet nu hjem og finder dig, saa dræber han dig. Men nu skal du gaae op paa det Kammer, som er her lige over, og tage en Rustning af dem, som hænge der; og saa maa du endelig ikke tage nogen af de blanke, men den mest rustne du seer, den skal du tage; og Sværd og Saddel skal du søge dig ud paa samme Viis.“ Det gjorde Gutten; men det var tungt for ham at bære det Altsammen.
Da han kom tilbage, sagde Hesten, at nu skulde han klæde sig nøgen og gaae ned i Kjedlen, som stod og kogte i det andet Kammer, og lauge sig vel der. Jeg bliver vel fæl da, tænkte Gutten, men han gjorde det alligevel. Da han havde lauget sig,
