korn fra. „Aa,“ sagde hun, „jeg har altid hørt, at den som Noget saaer, han Noget faaer, saa saaede jeg det Saltet, som Nordfærden[1] satte ind her, og hvis der bare kommer Regn, troer jeg nok, at det kommer brav op igjen.“ „Gal er du, og gal bli’er du, saalænge du lever,“ sagde Manden, „men det kan nu være det samme, for de Andre ere ikke klogere end du.“
En Skytter gik engang i Skoven; saa mødte han Myrsnipen.[2]
„Kjære Vene, skyd ikke mine Børn!“ sagde Myrsneppen. „Hvad
er det for nogen, som er dine Børn da?“ spurgte Skytteren.
„De vakreste Børnene, i Skoven gaae, er mine“, svarede Snipen.
„Jeg faaer vel ikke skyde dem da,“ sagde Skytteren. Men da
han kom tilbage, havde han et heelt Knippe Myrsnipeunger i
Haanden, som han havde skudt. „Au! au! hvorfor skjød du
Børnene mine ligevel da?“ sagde Snipen. „Var det dine disse?“
spurgte Skytteren - „jeg skjød de styggeste jeg fandt, jeg.“
„Ak ja!“ svarede Snipen, „veed du da ikke, at Hver synes bedst om sine Børn?“