Side:Folkeeventyr (1852).djvu/128

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


faae Hest og Kjærre at kjøre det frem med, og Hesten kan han beholde der, og paa Kjærren kan han jo sidde og kjøre gaardimellem, for han behøver da ikke at gaae." Ringerigingen fik et heelt Kjærrelæs med Klæder og et Skrin fuldt med blanke Sølvpenge og saameget Mad og Drikke, som han vilde; da han havde faaet det, satte han sig paa, og kjørte sin Vei. "Det var den Tredie," sagde han ved sig selv; men borte paa Jordet gik Konens tredie Mand og pløiede, og da han fik see En, som han ikke kjendte, reise af Gaarde med Hest og Redskab, gik han hjem og spurgte Kjærringen, hvad det var for En, der foer afgaarde med den blaae Hesten. "Aa han," sagde hun, "det var en Mand fra Himmerige; han sagde, at det var saa usselt med han Peer Anden, salig Mand min, at han gaaer der gaardimellem og har hverken Klæder eller Penge, saa sendte jeg med ham alle disse gamle Klæder, som hang her efter ham, og det gamle Pengeskrin, med Sølvpengene i." Manden forstod strax hvor dette bar hen, sadlede en Hest og foer af Gaarde i fuldt Fiirspring. Det varede ikke længe, førend han var tæt bagefter ham, som sad paa Kjærren og kjørte; men da den Anden mærkede det, kjørte han Hesten og Kjærren ind i Smaaskoven, nappede en Haandfuld Hestetagel af Hesten, og saa sprang han op i en Bakke, hvor han knyttede Hestetagelet fast i en Birk, og under den lagde han sig til at glane og stirre op i Skyerne. "Nei, nei, nei!" sagde han, ligesom for sig selv, da Peer Tredie kom kjørende, "nei, nu har jeg da aldrig seet saa Rart! nei, nu har jeg aldrig seet Magen!" Peer stod og saa paa ham en Stund og undrede sig over, hvad der gik ad ham; endelig saa spurgte