Side:Folkeeventyr (1852).djvu/121

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

han skulde gaae op til Slottet og vise Kongen, hvilken en Mand der nu var bleven af ham. Faderen sagde: "Nei, det bør han ikke gjøre, for saa kan vi ikke have den Glæde at see ham imens;" men det hjalp ikke; Moderen tiggede og bad ham saalænge, til han gik. Da han kom derop, var han prægtigere baade i Klæder og Alting end den anden Konge; det syntes denne nu ikke ret om, og saa sagde han: "Ja, men nu kan du see, hvordan min Dronning er; jeg kan ikke faae see din, jeg. Jeg troer ikke, du har saa deilig Dronning." "Gud give, hun stod her, skulde du faae see det!" sagde den unge Konge, og strax saa stod hun der. Men hun var meget bedrøvet og sagde til ham: "Hvorfor led du ikke mig ad, og hørte efter hvad din Fader sagde dig? Nu maa jeg strax hjem igjen, jeg, og du har ikke flere ønsker." Dermed knyttede hun en Ring i hans Haar, som hendes Navn stod paa, og ønskede sig saa hjem igjen.

Da blev den unge Konge hjertelig bedrøvet og gik Dag ut og Dag ind og tænkte kuns paa, hvorledes han skulde komme tilbake til sin Dronning. Jeg faaer see, om jeg ingensteds kan faae spurgt, hvor Hvidtenland er, - tænkte han og begav sig ud i Verden. Da han havde gaaet en Stund, kom han til et Bjerg; der mødte han En, som var Herre over alle Dyrene i Skoven - for de kom, naar han blæste i et Horn, han havde - og saa spurgte Kongen efter Hvidtenland. "Ja jeg veed det ikke," svarede han, "men jeg skal spørge Dyrene mine." Derpaa blæste han ind disse og spurgte om Nogen af dem vidste, hvor Hvidtenland laa; men der var Ingen, som vidste det.