hjem om Aftenen og fortalte, hvorledes han havde faaet al Fisken, begyndte Konen at jamre sig og græde, og bad Gud trøste og bedre sig for det Løfte, Manden havde gjort; for hun bar et Barn under Bæltet, sagde hun. Det blev snart fortalt oppe paa Slottet, at Konen var saa bedrøvet, og da Kongen fik høre det og fik spurgt Aarsagen dertil, lovede han, at han vilde tage Barnet til sig og see at redde det. Det led med det skred, og da Tiden var omme, fødte Konen et Guttebarn; det tog da Kongen til sig og opdrog det som sin egen Søn, ligetil Gutten var voxen. Da bad Denne en Dag at han maatte faae Lov at følge sin Fader ud at fiske; han havde saadan inderlig Lyst til det, sagde han. Kongen vilde nødig tillade det, men endelig fik Gutten Lov, han blev med Faderen, og det gik godt og vel nok hele Dagen, ligetil de kom til Lands om Aftenen. Da havde Sønnen glemt efter sig sit Lommetørklæde i Baaden, det vilde han springe ud i den efter. Men med det samme han kom udi, begyndte Baaden at gaae med ham, saa det fossede om den, og alt Gutten holdt imod med Aarerne, saa hjalp det ikke; det gik og det gik, til han kom langt, langt bort til en hvid Strand. Der gik han i Land, og da han havde gaaet et Stykke frem, mødte han en gammel Mand med et hvidt Skjæg. "Hvad hedder det her?" sagde Gutten. "Hvidtenland," svarede Manden, og saa bad han Gutten sige sig, hvor han var fra, og hvad han vilde, og det fortalte Gutten ham. "Ja," sagde Manden, "naar du nu gaaer frem langs med Stranden her, saa kommer du til tre Prindsesser, som staae nedsænkede i Jorden, saa blot Hovedet er oppe. Saa raaber den
