Side:Folkeeventyr (1852).djvu/113

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


nei. Den anden Dag gik Manden igjen ud, men Ingen vilde være Faddere, naar de selv skulde offre, og alt han bad, saa hjalp det ikke. Da han mod Aftenen atter gik hjem, mødte han igjen det deilige Fruentimmer, som saa saa blid ud, og hun gjorde igjen det samme Tilbud. Han fortalte paany Konen det, som var hændt ham, og hun sagde da, at dersom han heller ikke den næste Dag kunde faae Faddere til Barnet, saa fik de vel lade Fruentimmeret faae det, siden hun saa saa god og venlig ud. Den tredie Dag, Manden gik ud, fik han heller ingen Faddere, og da han igjen om Aftenen mødte det venlige Fruentimmer, lovede han at overlade hende Barnet, naar hun vilde skaffe det Daab. Om Morgenen kom hun derfor til det Sted, hvor Manden boede, ifølge med to Mandfolk, tog Barnet og reiste til Kirke med det, og der blev det døbt. Derpaa tog hun det hjem med sig, og der levede den lille Pige hos hende i flere Aar, og Fostermoderen var altid god og venlig mod hende.

Da hun var bleven saa stor, at hun lærte at skjønne, lavede Fostermoderen sig til at reise bort. "Du kan faae Lov at gaae om i alle Værelserne, hvor du vil" - sagde hun til Pigebarnet - "kun ikke i de tre Kammere, jeg nu viser dig." Derpaa reiste hun. Men Pigen kunde alligevel ikke lade være at lukke lidt paa den ene Kammerdør, og vips! saa fløi der en Stjerne ud. Da Fostermoderen kom tilbage, blev hun meget ilde tilmode over at Stjernen var fløien ud, og tillige blev hun vred paa Fosterdatteren og truede hende med at jage hende bort fra sig; men Barnet græd og bad for sig, saa fik hun dog Lov at blive. Om en Tid igjen skulde Fostermoderen atter reise bort, og saa