ven af hans Datter, som var bleven borte for mange Aar siden, og for en Dronning skulde han spørge Dragen, hvor der var bleven af hendes Guldnøgler, og endelig saa skulde han spørge Dragen fra Færgemanden, hvor længe han skulde gaae dernede og sætte over. Da han nu tog fat i Sværdet, kunde han løfte det, og da han havde faaet sig en Slurk til, kunde han svinge det. "For at ikke Dragen skal gjøre Ende paa dig, saa maa du nu krybe under Sengen," sagde Prindsessen, da det led mod Kvælden, "for nu kommer han snart hjem; og der maa du ligge saa stille, at han ikke mærker dig. Naar vi saa har lagt os, saa skal jeg spørge ham; men da maa du høre godt efter og lægge vel Mærke til, hvad han svarer; og under Sengen maa du blive liggende, til Alt er stilt og Dragen søvner igjen; kryb saa sagte frem og tag Sværdet med dig, og naar han saa staaer op, maa du passe paa at hugge Hovedet af ham med eet Hug; og med det samme nappe de tre Fjære; thi ellers river han dem selv af, for at Ingen skal have Godt af dem."
En Stund efter at Gutten var krøben under Sengen, kom Dragen hjem. "Her lugter saa kristen Mands Been!" sagde Dragen. "Aa ja, der kom en Ravn flyvende med et Menneskebeen i Næbbet og satte sig paa Taget," sagde Prindsessen, "det maa være det, du kjender Lugten af." "Jasaa," sagde Dragen. Saa satte Prindsessen frem Maden, og da de havde spiist, lagde de sig. Men da de havde ligget en Stund, sov Prindsessen saa urolig, og med Eet saa vak hun. "Au da!" sagde hun. "Hvad feiler der dig?" sagde Dragen. "Aa,
