— 478 —
igjen skjød den Brud, han skulde havt, for Glug og tog hende, som havde reddet ham.
3. Fra Faaberg i søndre Gudbrandsdalen. „Kong Ermin.“ Det er kun Slutningen af denne Variant, der hører herhen. Begyndelsen har næsten Udseende af at være fortalt efter en Folkebog.
Der var engang en Konge, som hedte Ermin. Han havde en ond Troldhex i Huset, som endelig vilde faae ham til at gifte sig med hende, men det vilde han ikke. Da han fik høre, at et Trold, som hedte Hr. Roland havde tre smukke Døttre, vilde han reise ud og frie til en af disse. Om en Stund kom han til en Hytte, hvor der sad en gammel Kjærring med en Næse saa lang, at hun havde bundet den om Peisstøtten og karede i Varmen med den. „God Dag Moer i Huset“, sagde Kong Ermin. „Aa, god Dag“, sagde Kjærringen; „nu er jeg saa gammel som du seer, men aldrig har Nogen kaldt mig Moer i Huset før du, og jeg skal vist gjøre dig et Moersstykke“, sagde hun. „Veed du, hvor Hr. Roland boer,“ sagde Ermin. „Nei men veed jeg ei,“ sagde Kjærringen; „men jeg har en Søster, som boer 100 Miil herfra, kan ikke hun sige dig det, saa kan ikke jeg.“ „Hvorledes skal jeg komme did?“ spurgte Ermin. „Jeg skal laant Dig Guldfolerne mine, og naar du kommer frem, Aal du bare bede dem at tage sin Kveldsverd der, de toge sin Dagverd, saa komme de nok hjem igjen.“» — Afsted gik det med ham over Bjerg og dybe Dale. Da han kom frem, havde Kjærringen en Næse saa lang, at hun havde slaaet den to Kast om Peisstøtten og endda karede Varmen med den. Her gik det ligeens. Hun viste ham til den tredie Søster, som boede 200 Mile borte, og laante ham Guldfolerne. Den tredie var endda ældre og havde endnu længere Næse; hun sagde ham, at Hr. Roland boede i et Bjerg tæt ved, og lovede at hun skulde hjælpe ham ind i Bjerget ved at gjøre saadan Frost og haardt Veir, at Bjergene skulde sprække. Desuden sagde hun ham, at han skulde begjære den første, han mødte, thi det var den snildeste og vakkreste. Da han kom ind, mødte han den deiligste Jomfru, han havde seet, og hende begjærede
