— 464 —
ligeeens; hun tog den yngste Datter til sig og gav Prindsessen et Guldhaspetræ. Hos den tredie ligeeens; hun tog Sønnen til sig og gav Prindsessen en Guldrok. Langt om længe kom de til et stort Bjerg, hvor Hvidbjørnen sagde den skulde op, for der boede Troldhexen. Da han foer op over Bjerget, blev han borte for Prindsessen. En Stund var hun hos en Smed, som boede ved Foden af Bjerget, men saa fik hun paa sig nogle gamle Klæder og gik til Troldheren og bad om Tjeneste. Der blev hun Hønsepige, og da hun havde stelt Hønsene, gik hun ud i Haven og satte sig til at nøste paa Guldgarnvinden. Den fik Datter til Troldhexen Lyst til og sagde til Ridder Varivan: „Gaa op du min Ven, jeg vil tale med Hønsepigen lidt, jeg.“ Saa gik hun hen og spurgte hende, hvad hun vilde have for den. Det Følgende stemmer i det Væsentlige med Hovedfortællingen, paa det nær at Prindsessen raaber til Ridder Varivan: „Vaagn op, Ridder Varivan og husk paa de tre Børn, vi avlede sammen.“ Mod Slutningen mangler denne Variant Hovedfortællingens Moment om Vadskningen o. s. v., og det hedder blot, at da Troldgjenten den tredie Morgen syntes. at Hønsepigen blev forlænge hos Ridder Varivan, gik hun ind og fik see og høre, at de laae og talte sammen; derover blev hun saa gal at hun sprak. Saa gik de til Troldkjærringen, og Ridder Varivan spurgte hvad Straf den skulde have, som havde lagt sig imellem Ægtefolk. „Den skal rulles udover et Bjerg i en Spigertønde,“ sagde hun, for hun troede, de meente Hønsepigen. Og da gjorde de det med hende selv.
2. Fra Ringerige. Skrubben og Kongsdatteren. En Konge, der færdes paa Jagt i Skoven, træffer en Skrub, som foreslaaer ham at spille Kort om Kongsdatteren, som han var saa ræd om, at han ikke taalte, der satte sig en Flue paa hende. Skrubben satte imod, at hvis Kongen vandt, skulpe der staae et Træ i Kongens Have, der skulde lyse som Solen. Kongen vandt og fik Træet. Men en anden Gang, han atter mødte Skrubben, tabte han, og da han vel var kommen hjem, kom Skrubben farende, hentede Kongsdatteren
